Send sidePrint
6. maj 2010

Pressemeddelelse: 69 mio. kr. fra EU løfter Midtjylland

Siden 2009 har midtjyske projekter modtaget 69,3 mio. kr. i EU-støtte. Det fremgår af den nyligt offentliggjorte årsrapport fra Midtjyllands EU-kontor. En offensiv indsats fra EU-kontoret har gjort flere midtjyske virksomheder og organisationer bevidste om deres internationale potentiale, og deres gode idéer har vist sig at være penge værd.

Det gode resultat viser, at mange midtjyske virksomheder og organisationer har potentialet til internationalt samarbejde. Midtjyllands EU-kontor i Bruxelles, Central Denmark EU Office, har gjort en aktiv indsats for at finde de organisationer, der har potentialet, og som kan drage fordel af samarbejde over de europæiske grænser. Indsatsen har betydet, at mange midtjyske aktører er blevet inddraget i internationale aktiviteter, og at der er blevet igangsat internationale projekter, som ellers ikke ville være blevet søsat.

Dan Jørgensen (S), medlem af Europa Parlamentet, er glad for den positive udvikling:

- Der er rigtig mange penge at hente for danske virksomheder i EU's puljer. Faktisk var der sidste år sat mere end 7 milliarder euro af til forskning, konkurrenceevne og innovation på EU's budget. Vi har mange dygtige og innovative erhvervsvirksomheder i regionen. De har rigtig gode forudsætninger for at få andel i EU-støtten, hvis de søger. Midtjyllands kontor i Bruxelles arbejder dygtigt og målrettet på at skaffe midler til regionen.

Innovative midtjyder
 

Central Denmark arbejder også med etablering af tværeuropæisk samarbejde og netværk samt kompetenceudvikling inden for forskellige områder som energi og miljø, sundhed, fødevarer, uddannelse og forskning, internationalisering og erhvervsfremme.

- En lang række virksomheder, organisationer og kommuner har været innovative og har turdet satse på deres gode idéer. Det har resulte¬ret i EU-støtte på mindst 69,3 mio. kr. til projekter, som omhandler alt lige fra kræftforskning i alger, vindmøller i Afrika og uddannelsesmidler til Odder og Silkeborg. Det er vi meget tilfredse med, fortæller Lars Holte Nielsen, direktør i Central Denmark EU Office.

EU-myter holder virksomhederne tilbage
 

Danske virksomheder og organisationer er generelt ikke så opmærksomme på de muligheder, der er for EU-finansiering sammenlignet med øvrige europæiske lande. Ifølge Lars Holte Nielsen skyldes det både en manglende tradition for EU-projekter, men også en del vedholdende myter omkring et lammende EU-bureaukrati.

- Vi har ledsaget alle organisationer skridt for skridt i deres bestræbelser på at opnå medfinansiering på op til 75 pct., og det omfang af bureaukrati, som EU er berygtet for, er en myte, så det er bestemt værd at søge, fortæller Lars Holte Nielsen.

Projektudviklingsarbejdet har ført til, at både midtjyske virksomheder og ikke mindst kommuner, er blevet involveret i ansøgninger om EU’s udviklingsmidler. Ifølge en undersøgelse fra Central Denmark er de midtjyske kommuner og regioner yderst tilfredse med samarbejdet med EU-kontoret. Samtlige vurderer, at samarbejdet styrker mulighederne for internationale aktiviteter.

Om Central Denmark EU Office
Central Denmark er Midtjyllands EU-kontor i Bruxelles. Kontoret samarbejder med aktører fra hele Region Midtjylland. Bag Central Denmark står de midtjyske kommuner og Region Midtjylland. Central Denmarks mission er at sikre midtjyske borgere, virksomheder og institutioner størst muligt udbytte af det europæiske samarbejde.

  • Central Denmark EU Office
  • Avenue de Tervuren 35
  • B-1040 Bruxelles
  • tel: +32 2 230 87 32
  • fax: +32 2 230 89 52
  • e-mail: info@centraldenmark.eu
Designed by mouseketeers <:3)-