Intelligent Energy Europe (IEE)
Formål
Programmet understøtter en række af Unionens vigtige energi- og klimapolitiske tiltag inden for energieffektivitet, vedvarende energi og fremme af energieffektiv transport og transport med brug af vedvarende energi. Arbejdsprogrammet for 2011 rummer en række elementer fra tidligere år, nemlig støtte til udbredelse af, kendskab til og indførelse af kendte energiteknologier. Men derudover fokuserer dette års arbejdsprogram endnu mere end tidligere på de lokale og regionale myndigheders arbejde samt indfører en støtte, der tager sigte på, at lokale og regionale myndigheder kan foretage succesfulde energiinvesteringer. Som noget nyt indføres der også mulighed for at lave projekter, der forbedrer rammerne for virksomheders eller branchers energieffektivisering.
IEE består således af en række ’redskaber’: tilskud til projekter, teknisk bistand til investeringer, udliciteringer, støtte til uddannelse i energiteknologi og en række internetbaserede hjælpemidler (se IEE’s hjemmeside) samt støtte til de lokalsamfund, der underskriver Borgmesterpagten (eller tilsvarende energi- og klimastrategier). Hvis du vil læse om teknisk støtte til lån i Den Europæiske Investeringsbank (og andre banker, hvilket bliver offentliggjort senere), skal du se under ELENA.
Baggrund
IEE er en del af "Competitiveness and Innovation"-programmet (CIP) og løber i perioden 2007-2013. Der indkaldes forslag til projekter én gang om året (Indkaldelser 2011) og der udarbejdes et årligt arbejdsprogram der indeholder en nøjere gennemgang af betingelserne.
IEE støtter projekter, som bidrager til en værditilvækst på europæisk niveau. Programmet støtter ikke aktioner, som kun giver gevinster på nationalt eller lokalt niveau, men retter sig mod fælles læring og effekter på EU-niveau. Projekterne skal være ambitiøse og gerne række ud over støtteperioden samt også gerne bygge på tidligere resultater.
IEE er endvidere et ikke-teknologisk program. Det støtter derfor ikke investeringer i hardware og forskning, tekniske pilotprojekter og demonstrationsprojekter. IEE kan støtte projekter, som drejer sig om at nedbryde ikke-teknologiske barrierer, og som stimulerer markedsvækst i EU som et hele, store informationskampagner, mekanismer, som er med til at sikre adfærdsændring (fx af bygherrer eller forbrugere), uddannelse og videreuddannelse af teknisk personale, hjælp til implementering af EU’s politikker på energiområdet osv. Andre programmer (fx forskning, eco-innovation osv.) kan ses i tabellen over aktuelle indkaldelser under de forskellige programmer.
De politiske og lovgivningsmæssige rammer for IEE er bl.a.:
- Klima- og Energipakken fra 2007,
- 20-20-20-strategien for reduktion af udslip af drivhusgasser, forøgelse af andelen af andelen af vedvarende energikilder og styrkelse af energieffektiviteten,
- EU’s Strategi vedr. Energieffektivitet fra 2011,
- samt forskellig lovgivning (direktiver) på energiområdet, fx direktiverne om hhv. miljømærkning, energieffektivitet og vedvarende energi samt Kommissionens bud på fremtidens energiinfrastruktur,
Den del af IEE-programmet, der støtter udbredelse af energiteknologi (’promotion and dissemination projects’) støtter i 2011 aktioner indenfor følgende områder og prioriteter
SAVE – energieffektivitet
Mere energieffektive produkter
- Dette indsatsområde skal støtte op om EU’s direktiv om miljørigtigt design (Ecodesign-direktivet) og de 12 energimærkninger (energy labelling), der har fundet sted fra 2008 til 2010, herunder energimærkning af dæk. Tiltaget skal øge energibesparelser ved at styrke forbrugernes bevidsthed om energimærket og de offentlige indkøb af energirigtige produkter og dermed øge markedsandelen af disse produkter. Der kan søges om tilskud til projekter, der
- tager sigte på at øge markedsandelen af bæredygtige og energieffektive produkter, der er dækket af ovenstående lovgivning, kan støttes.
- tager sigte på at øge (primært offentligt) bæredygtigt og energieffektivt indkøb
- analyserer og følger markedet for produkter, der lever op til kravene i EU’s energieffektivitets-lovgivning
Energibesparelser i industrien – både sektorspecifikke og tværgående sektorer
Der kan her ydes støtte til projekter, der tager sigte på at øge energieffektiviteten i virksomheder – både inden for en bestemt sektor, hvor der er et stort uudnyttet potentiale, eller på tværs af sektorer. Eksempler på projekter være information, rådgivning, udarbejdelse af finansieringsskemaer eller finansielle incitamenter. Begge projekttyper skal inddrage slutbrugerne, herunder forsyningsselskaber og energivirksomheder i sidstnævnte type projekter. Projektet skal nå ud til mange for at få den største effekt og påvise en form for fortsættelse ud over projektperioden.
ALTENER – vedvarende energi
Vedvarende energi i elektricitet
Projekter inden for dette indsatsområderne skal støtte op om direktivet om vedvarende energi og Europa-Kommissionens forslag til energiinfrastruktur. Der kan i år søges tilskud til projekter, der fremmer
- Grid: Intelligent management, lagring, indførelse af nye markedsinstrumenter, smart meters, autorisering af lagring af onshore og offshore energi, analyser. Konsortier bør omfatte virksomheder, der står for administration af nettet og forsyningsvirksomheder.
- Social accept: Studier, der på pålidelig måde og med kvalitetsdata analyserer konsekvenser (miljømæssige og andre) af anvendelsen af vedvarende energi i netværk. Lokalsamfundets og organisationer, der fungerer som multiplikatorer, skal også analyseres.
- Regelværk: Forenkling af regelværk og administrative procedurer gennem udvikling af redskaber til og træning af processer, der forsinker udbredelse på markedet – både af store el-værker, der bruger vedvarende energi og små, der anvender solceller.
- Strategiske initiativer, der tager sigte på at analysere, overvåge, planlægge og strømline rammerne for markedet og regelværket. Projekter skal inddrage alle relevante aktører.
Vedvarende energy i opvarmning/køling
Projekter på dette område skal støtte op om Unionens politik for vedvarende energi og for at integrere vedvarende energi i bygninger (særligt i eksisterende bygninger). Der er særlig fokus på anvendelse af biomasse, varmepumper, der lever op til økomærkningen og certificeret solvarmeenergi. Løsninger med vægt på vedvarende energi i kraft-varme vil blive prioriteret i kombination med fjernvarme/-køling. Der kan i år søges om tilskud til projekter, der fremmer:
- biomasse, varmepumper og solvarme i eksisterende bygninger med aktiv deltagelse af offentlige myndigheder og ejere af store bygningskomplekser og/eller etablering af professionelle business services med brugere i overgangen til vedvarende energi,
- fjernvarme og –køling med brug af intelligente tilgange til indførelse af vedvarende energi eller styring af eksisterende net, der bruger vedvarende energi. Følgende grupper kan inddrages: byplanlæggere, lokale og regionale administrative organer, byggesektoren. Kraft-varme ønskes fremmet,
- strategiske initiativer til analyse, overvågning og strømlining af støtteskemaer, oprindelsesgarantier samt til lettelse af godkendelsesprocedurer ved bygnings- og planlægningstilladelser. Projekter skal omfatte relevante aktører.
Bioenergi
Denne indsats tager sigte på at øge udbud og efterspørgsel efter biomasse (til opvarmning og kraft-varme), biobrændstof (til transport) og biogas (til kraft-varme, transport og net). Der gives prioritet til råmaterialer, som minimerer miljøpåvirkningen, ændret arealanvendelse og konkurrence med andre markeder. Der kan søges om støtte projekter, der tager sigte på at fremme
- udbuddet af fast biomasse. Konsortier i disse projekter bør omfatte organisationer, der fungerer som multiplikatorer, og udbydere og brugere af fast biomasse.
- udbudskæden af flydende biobrændstof, særlig biomasse, som ikke er produceret på land (fx fra affald). Konsortier bør omfatte lokale myndigheder, affaldshåndtering og organisationer, som fungerer som multiplikatorer.
- biogasproduktion fra affald og restprudukter fra landbruget samt brug af biogas til energiproduktion, net og transport. Der bør indgå affaldshåndteringsvirksomheder og organisationer, der fungerer som multiplikatorer i projektet.
- strategiske initiativer, der skal analysere, overvåge, planlægge og strømline rammerne for markedet og regelværket til støtte for gennemførelsen af bioenergipolitikken. Projektet skal inddrage relevante aktører og myndigheder.
STEER – transport med brug af vedvarende energi
Denne del af IEE-programmet skal understøtte EU’s bestræbelser på at gøre transporten mere energieffektiv og integrere mere vedvarende brændsel i transport, fx Handlingsplanen for energieffektivitet, grønbogen for og handlingsplanen for bymobilitet, Handlingsplanen for fragttransportlogistik, og strategien for rene og energieffektive biler. Projekterne skal fokusere på at fjerne barrierer for anvendelse af velkendt teknologi. De skal endvidere kunne påvise faktisk ændret adfærd af eventuelle kampagner.
Energieffektiv transport
Projekter på dette område skal støtte op om lokale myndigheders udviklingsplaner for mobilitet, inkl. fragt- og passagertransport i byområder. Der kan søges støtte til projekter, der tager sigte på at fremme
- reduktion i energi til transport ved at støtte anvendelse (men ikke implementering) af Sustainable Urban Mobility Plans (SUMPs),
- målrettede handlinger for at øge energieffektiviteten i fragt i byområder,
- energieffektiviteten i transport forbundet med fritiden ved fx at indføre nye tilgange til ændring af adfærd på fritidstransportområdet.
Rene og energieffektive køretøjer
Projekter på dette område skal støtte op om EU’s initiativer og lovgivning, der skal gøre vejtransportkøretøjer renere og mere energieffektive, og sætte udledningsstandarder for nye passagerbiler. Indsatsen skal støtte flådeoperatørers i deres styring og anskaffelser med henblik på at øge markedsandelen af energieffektive køretøjer. Der kan søges om støtte til projekter, der vil
- støtte flådeoperatører og myndigheder med at gennemføre Direktivet om Clean Vehicle Directive ved fx at skabe netværk, fælles læring og erfaringsudveksling.
- støtte handlinger, der er forbundet med rene og energieffektive køretøjers sikkerhed eller energibesparende kørsel (eco-driving).
Tværgående initiativer
I 2011 omfatter de tværgående initiativer, hvor alle ovenstående delprogrammer kan inddrages, to områder: lokalt energi-lederskab og bygninger. Endvidere kan der som noget nyt søges støtte (teknisk støtte) til lokale energiinvesteringer. Endelig er der et initiativ vedrørende træning af arbejdsstyrken, der har sin egen deadline (se senere omtale).
Lokalt energi-lederskab
I erkendelse af den store rolle, som lokale og regionale myndigheder spiller for gennemførelsen af EU’s klima- og energipolitik, vil denne del af IEE yderligere styrke den lokale energi-ledelse. Årets program er dermed en fortsættelse af sidste års indsats på dette område. Der kan søges om tilskud til projekter, der vil:
- integrere erfaringsudveksling og kapacitetsopbygning mellem erfarne og mindre erfarne lokale myndigheder, så sidstnævnte kan ’lære’, hvordan man kan institutionalisere politikker for vedvarende energi. Dette samarbejde mellem lokale myndigheder skal være langvarigt.
- fremme samarbejdet mellem offentlige myndigheder og andre lokale aktører, især energivirksomheder – især med henblik på at indsamle pålidelige data til videreudvikling af energiplaner. ESCO’er, boligforeninger, forbrugerorganisationer kan også deltage.
Energieffektivisering og indførelse af vedvarende energi i bygninger
Dette initiativ skal støtte op om EU’s politik på bygningers energiforbrug. I 2020 skal alle nye bygninger være næsten nulenergibygninger. Desuden skal alle nye bygninger, og bygninger, der gennemgår større restaurering, i 2015 integrere et minimum af vedvarende energi. Det offentliges bygninger forventes at vise vejen i denne vigtige og omfattende forandring. Der kan derfor søges som støtte til projekter, der
- fremmer udbredelsen og anvendelsen af integrerede energidesigns i nye bygninger og bygninger under renovation (designers, ingeniørers og entreprenørers, sektoraftaler, frivillige aftaler osv.)
- øger synligheden af frontløbere i både nye bygninger og bygninger, som er under renovation, for at styrke kapacitetsopbygningen i den private eller offentlige sektor – gerne succeshistorier fra EU-programmer som INTERREG eller CONCERTO-samarbejdet. Midler kan være studieture, besøg osv (men ikke forbrugeradfærd),
- støtter forberedelse og gennemførelse af tiltag og instrumenter, herunder finansielle og regulatoriske (byggereglement) med henblik på at øge andelen af næsten nulenergihuse i den eksisterende byggemasse. Der er her udelukkende tale om renovering.
- bistår den offentlige sektor med at vise et godt eksempel og som fører til flere nulenergihuse i den offentlige sektor,
- fremmer industriens deltagelse, så der kommer flere (fx markedsbaserede) løsninger med brug af både energieffektivitet og vedvarende energi.
Fremme af lokale energiinvesteringer
Dette nye initiativ tager sigte på at øge de lokale energiinvesteringer. Bistanden skal gå til den indledende udvikling af projekter inden for vedvarende energi, som er store og ’bankegnede’ (’bankable’) nok til at kunne opnå lån i finansielle institutioner og/eller tilskud fra Samhørighedsfonden eller strukturfondene. I modsætning til ELENA-faciliteterne (se ELENA), skal der her ansøges på normal vis. Initiativet vil yde teknisk bistand (technical assistance) til enkelte offentlige myndigheder (kommuner, byer, regioner) eller andre offentlige organer eller grupper af organer (der tilsammen udgør mere end 200.000 indbyggere), så de kan samarbejde med lokale finansielle institutioner, fundmanagers, ESCO’er.
Den lokale myndighed, der står som garanten for lånet, skal have lavet en forpligtende energiplan. IEE-støtten skal endvidere føre til investeringer, der har konkrete, målbare resultater (sparet energi, øget brug af vedvarende energi, jobskabelse). Endelig kan der ydes støtte til projekter, der påviser forbedret adgang og brug af finansering og finansieringsfaciliteter til vedvarende energiinvesteringer.
Hvem kan ansøge?
Både offentlige, private og internationale organisationer fra EU’s 27 medlemslande, samt Norge, Island, Liechtenstein og Kroatien kan ansøge og indgå i partnerskaber.
Krav om partnere
Projekter skal gennemføres i partnerskaber med mindst 3 partnere (uafhængige juridiske enheder) fra 3 forskellige lande. Det gennemsnitlige antal partnere på de hidtidige projekter er omkring 8 partnere.
Varighed af projekter
Projekterne forventes at vare 2-3 år (max 3 år).
Finansiering
Budgettet for 2011-indkaldelsen fordeler sig sådan:
- SAVE (energieffektivitet): ca. 12 mio. EUR.
- ALTENER (vedvarende energi): ca. 16 mio. EUR,
- STEER (transport): ca. 12 mio. EUR.
- Tværgående initiativer: ca. 27 mio. EUR.
Der gives op til 75 % støtte. Pengene gives til arbejdstimer, rejseomkostninger mv. men ikke til indkøb af hardware, teknologiske udviklingsprojekter og demonstrationsprojekter.
Frist for ansøgninger er 12. maj 2011
Aktuelle indkaldelser
Yderligere information
Se alle relevante dokumenter på programmets hjemmeside.
Se desuden tidligere støttede projekter i projektdatabasen.
Find partnersøgninger til energiprojekter, bl.a. til Intelligent Energy Europa på ManagEnergy.
Medarbejderne ved IEE-programmet tilbyder at give en uforpligtende vurdering af mulighederne for støtte ved indsendelse af en kortfattet projektskitse (ikke senere end 12. april).

