Udsatte børn og unge skal have mulighed for at påvirke beslutninger om deres liv
Hackney Kommune i London i England søger partnere til et projekt under indkaldelsen for ‘Fundamental Rights and Citizenship’. Projektet tager sigte på at øge udsatte børn og unges deltagelse i potentielt livsændrende beslutninger.
Formål
Projektet har til formål at evaluere og fremme børn og unges deltagelse i beslutninger, der vedrører deres liv, såvel som i beslutninger, der påvirker børn generelt. Projektet vil primært fokusere på unge lovovertrædere og unge, der kommer i forvaring af de sociale myndigheder.
Ved at undersøge hvordan sociale myndigheder inddrager børn og unge i beslutningstagningsprocesser i hele Europa, kan der dannes et billede af, hvilke ’best practices’ der kan udbredes til resten af EU. Ideen er at designe evaluerings- og forskningsværktøjer med europæiske partnere for derefter at lave en undersøgelse af børn og unges deltagelse i beslutningsprocesser. På baggrund af undersøgelsen skal der udvikles en håndbog for professionelle inden for området, der skal vise, hvordan man bedst sikrer børns deltagelse på en fornuftig og hensigtsmæssig måde.
De specifikke formål er at:
- Udvikle en ’deltagelseskultur’ inden for arbejdet med børn og unge.
- Skabe en håndbog om effektive fremgangsmåder.
- Ændre procedurer (evalueringer etc.).
- Støtte op om unges deltagelse i projektet.
- Skabe mulighed for, at unge kan besøge andre partnerlande for at dele ideer og synspunkter.
Partnere
Der søges organisationer, som arbejder med børn og unge – særligt unge lovovertrædere.
Tidsfrist
Henvendelse på partnersøgningen skal ske inden den 8. februar 2012.

