Vær med til at påvirke EU’s fremtidige politik
Europa-Kommissionen åbner i foråret mulighed for, at man kan komme med ideer til EU’s politik. Dermed har du nu muligheden for at direkte påvirke den politik der bliver foreslået af Europa-Kommissionen. Europa-Kommissionen står normalt bag EU´s lovforslag og med dette nyt initiativ, kan du sammen med andre, som deler dine synspunkter, anmode Europa-Kommissionen om at foreslå ny lovgivning.
Hvem kan komme med forslag?
Alle kan fremsætte et forslag til Europa-Kommissionen, men man skal indgå i en borgerkomité, som består af mindst 7 borgere fra mindst 7 forskellige EU medlemslande. Herefter fremsætter man sit forslag ved at registrere det på det europæiske borgerinitiativs hjemmeside.
Forslaget skal dog overholde EU’s værdier, og Europa-Kommissionen har derfor 2 måneder til at tjekke forslaget. Så snart registreringen er blevet bekræftet har man et år til at indhente 1 mio. underskrifter fra mindst 7 forskellige EU-medlemslande. Når der er indhentet nok underskrifter, skal de godkendes i de lande, hvor de er blevet indsamlet og indgives til Europa-kommissionen.
Derefter har Europa-Kommissionen 3 måneder at behandle initiativet, hvor den enten kan beslutte at forslå lovgivningen, starte en undersøgelse eller undlade at følge op på initiativet. Uanset hvad udfaldet er, skal Europa-Kommissionen begrunde den endelige beslutning offentligt.
Der er åbent for forslag fra den 1. april 2012
Du kan læse mere om muligheden for at bidrage med et ”borgerinitiativ” her.

