Uddannelsesministeren opfordrer unge til at studere i udlandet
Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) opfordrer flere unge studerende til at studere i udlandet. Det gælder ikke mindst ophold i de såkaldte BRIK-lande (Brasilien, Rusland, Indien & Kina) og andre lande med vækstpotentiale, som danske studerende, ifølge Østergaard, har en tendens til at overse.
Central Denmark EU Office hjælper naturligvis gerne midtjyske uddannelsesinstitutioner til at få de rette netværk og deltage i de rette EU-programmer, som muliggør dette.
Fokus på opkommende markeder
Study in Denmark-kontoret rettede i sin netop afholdte årskonference fokus mod lande, der betegnes ’Emerging Markets’ bestående af lande med store fremtidige vækstpotentialer. Dette potentiale findes specielt i de 4 BRIK-lande. Studentermobiliteten fra Danmark til BRIK-landene er meget lav, men arbejdskraft med studieerfaring og andre erfaringer fra disse lande er meget efterspurgt i Danmark. Det er derfor afgørende, at danske studerende i højere grad bliver opmærksomme på det potentiale, der ligger i at tilegne sig kompetencer fra lande, der oplever høje vækstrater.
Uddannelsesminister Morten Østergaard understregede ved Study in Denmark’s årskonference, at øget kendskab til de nye vækstlandes markedsvilkår, sprog og kultur er afgørende for at tiltrække investeringer og vækst til danske virksomheder. Det kan samtidig også politisk medvirke til for at skabe en fælles forståelse med mellem Danmark og de nye vækstlande på længere sigt.
Du kan læse mere om Morten Østergaards oplæg og Study in Denmark-konferencen her.

